|
§ 1 - Navn. Foreningens navn er Lynge-Broby Idrætsforening. Foreningen er stiftet den 19. marts 1970, som en sammenlægning af Broby Skytteforening (stiftet i 1868) og Lynge Gymnastikforening (stiftet i 1903). Foreningens hjemsted er Sorø kommune.
§ 2 - Formål. Foreningens formål er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at sikre, at det enkelte medlem, udover sin deltagelse i aktiviteten, tager aktiv del i fællesskabet.
§ 3 - Tilslutning. Foreningen er tilsluttet DGI - Sorø Amt og dermed undergivet amtsforeningens vedtægter. De enkelte afdelinger kan tilslutte sig det respektive specialforbund under Danmarks Idræts Forbund.
§ 4 - Medlemmer. Stk. 1. Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter. Som passive medlemmer kan optages enhver. Stk. 2. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling. Stk. 3. Udmeldelse skal ske ved henvendelse til bestyrelsen/afdelingen.
§ 5 - Ledelse. Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af en formand, formændene for de i § 6 anførte udvalg, samt højst 3 bestyrelsesmedlemmer. Stk. 2. Formanden vælges for 1 år ad gangen, alle øvrige for 2 år. Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig med kasserer og sekretær. Stk. 4. Valgbar er ethvert aktivt medlem, der er fyldt 16 år.
§ 6 - Aktiviteter. Stk. 1. Bestyrelsen kan godkende oprettelse af afdelinger til varetagelse af selvstændige aktiviteter. Afdelingens oprettelse skal godkendes på den førstkommende generalforsamling. Stk. 2. En afdelings ophør skal godkendes på generalforsamlingen. Ved ophør overgår dispositionsretten over samtlige aktivitetens ejendele og formue til foreningen.
§ 7 - Udvalg. Stk. 1. For hver godkendt afdeling vælges et udvalg på 3-7 medlemmer, hvoraf formanden vælges som anført under § 5. Øvrige udvalgsmedlemmer vælges på et afdelingsmøde. Stk. 2. De enkelte afdelinger kan nedsætte et juniorudvalg på 3-5 medlemmer. Valgbar til dette udvalg er aktive medlemmer under 18 år. Udvalget vælger selv sin formand, som samtidig får plads i aktivitetsudvalget. Stk. 3. Udvalget fastsætter selv deres forretningsorden.
§ 8 - Kontingent. De enkelte afdelinger fastsætter selv deres aktivitetskontingent.
§ 9 - Forpligtelser. Stk. 1. Foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue. Stk. 2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen. Stk. 3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§ 10 - Myndighed. Stk. 1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i februar og indkaldes ved opslag på foreningens område og ved annoncering i den eller de aviser, som bestyrelsen finder fornødent, med mindst 14 dages varsel. Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før. Stk. 3. Kun fremmødte aktive medlemmer, der er fyldt 14 år, har stemmeret. Medlemmer under 14 år kan repræsenteres af forældre/værge. Hvert fremmødt medlem har kun 1 stemme. Stk. 4. På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt til ændring af disse vedtægter, mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages. Stk. 5. Der føres referat over vedtagne beslutninger.
§ 11 - Generalforsamlingen. På den ordinære generalforsamling behandles følgende: - Valg af dirigent og stemmetællere.
- Aflæggelse af beretning.
- Udvalgene aflægger beretning.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab.
- Behandling af indkomne forslag.
- Forelæggelse af budget for indeværende år.
- Valg:
- Formand.
- Bestyrelsesmedlemmer.
- Suppleanter.
- Revisorer.
- Eventuelt.
§ 12 - Ekstraordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 50 af foreningens aktive medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.
§ 13 - Tegningsret. Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse lån af den samlede bestyrelse.
§ 14 - Forretningsorden. Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Stk. 2. Til bestyrelsesmøderne har udvalgsformændene mødepligt eventuelt ved stedfortræder. Stk. 3. Formanden og kassereren har ret til at overvære udvalgsmøderne, dog uden at have stemmeret.
§ 15 - Bestyrelsen. Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer herfor.
§ 16 - Referat. Der tages referat fra bestyrelsesmøder og dette godkendes senest på det næste møde.
§ 17 - Regnskabsår. Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december, og senest den 31. januar afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorerne.
§ 18 - Æresmedlemmer. Som æresmedlem kan bestyrelsen udnævne personer, der i særlig grad har gjort en indsats for Lynge-Broby Idrætsforening.
§ 19 - Opløsning. Stk. 1. Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor. Stk. 2. Ophører foreningen at eksistere eller udmelder foreningen sig af DGI Sorø Amt, skal den til denne aflevere samtlige herfra modtagne ejendele. Stk. 3. Hvis en eller flere afdelinger ønsker at løsrive sig fra Lynge-Broby IF eller Lynge-Broby IF opløses, tages der stilling til fordeling af aktiverne på en generalforsamling. Stk. 4. Udover det i stk. 2 og 3 nævnte tilfalder foreningens formue idræts- og ungdomsarbejdet i Sorø kommune.
Vedtaget på generalforsamlingen den 28. februar 2005.
|